You are currently viewing Ingeniørens evige rejse

Ingeniørens evige rejse

– Jeg har altid været fascineret af tunneler og komplekse konstruktioner. At stå som færdiguddannet ingeniør er derfor lidt en drengedrøm, som er gået i opfyldelse. 

Dette er ordene fra 30-årige Tugay Yalcin, som den 1. februar kunne fejre sin nye titel som konstruktionsingeniør fra DTU i Ballerup. Han ser nu frem til at påbegynde sin karriere hos J&P.

– Jeg forventede at blive som Dexter eller Mandark efter min uddannelse, men erkender nu det, som alle nyuddannede ingeniører erkender: Man bliver aldrig færdiguddannet ingeniør, siger Tugay med henvisning til barndommens fortrukne tegnefilm Dexter, som handler om et entusiastisk drengegeni med et skjult videnskabslaboratorium i sit værelse fyldt med opfindelser.

En drengedrøm er gået i opfyldelse: Tugay Yalcin er færdiguddannet konstruktionsingeniør. 

Enkelthed som nøgle til succes

Tugay Yalcins syn på byggeri har ændret sig i takt med de byggetekniske udfordringer, han har mødt, og samtidig er hans forståelse for konstruktioner blevet langt bedre.

–  At tænke som et barn har hjulpet mig flere gange, hvilket for mig betyder at angribe komplekse opgaver med enkle og trinvise løsninger. Ofte ligger svarene lige foran én, og enkelhed kan være nøglen til at løse selv de mest komplekse opgaver, siger han.

Han konstaterer, at man er ingeniør – også når man har fri. Man kan simpelt hen ikke lade være.

– Jeg har udviklet en øget opmærksomhed på detaljer. Når jeg kører på arbejde passerer jeg en ubeskyttet stålrammekonstruktion nær Hundige. Tidligere tænkte jeg: “Hvorfor pakker de den ikke ind?” Nu reflekterer jeg over konstruktionens opsætning, og hvordan bjælkerne og søjlerne er sammensat, fortæller han.

Erfarne øjne, friske idéer

Selvom enhver begyndelse kan være udfordrende, er J&P kendt som et sted, hvor samarbejde blomstrer, og især nyuddannede modtager ekstra støtte til deres første opgaver.

– Hos J&P oplever jeg en unik dynamik, hvor samarbejdet og støtten fra mere erfarne medarbejdere især giver mig troen på, at jeg er i et miljø, hvor jeg kan videreudvikle mine kompetencer, siger Tugay.

Og selvom konstruktioner kan være komplekse, er én ting sikkert: Tugay er bygget til at skabe sin egen vej som ingeniør, én stålramme ad gangen.