Rolle, ansvar og samarbejde i praksis
På større byggeprojekter er de tekniske discipliner ofte fordelt mellem flere parter. Afsnitsprojektering er den del af ingeniørarbejdet, hvor afgrænsede konstruktioner projekteres, beregnes og dokumenteres som selvstændige leverancer. Her giver jeg et indblik i arbejdet som afsnitsprojekterende bygningsingeniør og de faglige overvejelser, der følger med rollen.
Hvad er afsnitsprojektering?
På større byggeprojekter er ingeniørarbejdet ofte opdelt i mange specialiserede ansvarsområder. Ét af dem er afsnitsprojektering, hvor udvalgte dele af konstruktionen projekteres og dokumenteres som selvstændige leverancer. I denne artikel deler jeg mine erfaringer med arbejdet som afsnitsprojekterende bygningsingeniør og den rolle, det spiller i praksis.
Som afsnitsprojekterende bygningsingeniør arbejder jeg med at designe og beregne udvalgte dele af et projekt for eksempel trapper, altaner, stålkonstruktioner eller betonelementer. På større byggeprojekter er det sjældent én organisation, der står for alle tekniske beregninger. I stedet deles opgaverne mellem flere leverandører, som hver har ansvar for deres eget område.
Afsnitsprojektering opstår typisk, når en leverandør for eksempel af stålkonstruktioner, betonelementer eller tagkonstruktioner selv skal udføre de tekniske beregninger for det, de leverer. På den måde aflaster de den hovedansvarlige ingeniør.
Forskelle i opgavernes omfang og betydning
Projekterne kan variere meget i størrelse og kompleksitet. Nogle gange handler det om vigtige, bærende dele af bygningen, som er afgørende for stabiliteten. Andre gange drejer det sig om mindre konstruktioner, som ikke bærer bygningen, men som stadig kræver statiske beregninger, f.eks. en trappe, altan eller svalegange.
At komme ind i et projekt, der allerede er i gang
Når man arbejder som afsnitsprojekterende, kommer man ofte ind i et projekt, der allerede er i gang. Derfor er det afgørende først at sætte sig grundigt ind i det eksisterende grundlag: Hvordan er bygningen tænkt opbygget? Hvilke krav skal konstruktionen leve op til? Det kan blandt andet handle om brandsikkerhed, hvor meget konstruktionen må give sig under belastning, eller hvordan man undgår vibrationer og svingninger.
Fra princip til færdig beregning
Arbejdsprocessen starter typisk med, at leverandøren sender en skitse eller en principtegning af den konstruktion, der skal udføres. Herefter er opgaven at fastlægge de endelige dimensioner og sikre, at konstruktionen kan bære de belastninger, den udsættes for – samtidig med at den passer sammen med resten af bygningen. Afhængigt af opgavens omfang kan dette ske ved hjælp af en detaljeret 3D-model eller mere simple statiske systemer.
Teknisk dokumentation og kontrol
Resultatet samles i en teknisk dokumentation, som beskriver, hvordan konstruktionen fungerer, og hvorfor den er sikker. Denne dokumentation bliver efterfølgende gennemgået og kontrolleret af en certificeret fagperson, før løsningen kan godkendes.
Samarbejde og ansvar i afsnitsprojektering
Undervejs i projektet er det vigtigt løbende at holde sig inden for de rammer, der er fastlagt fra starten. Samtidig har den afsnitsprojekterende en vigtig rolle i at gøre opmærksom på ændringer eller udfordringer, der kan få betydning for resten af byggeriet. Det gælder både over for den hovedansvarlige ingeniør og over for andre specialister, som arbejder med tilstødende dele af bygningen.
Erfaring, rettidig omhu og fleksibilitet
En stor del af arbejdet handler derfor om samarbejde, kommunikation og rettidig omhu. Ved at være løsningsorienteret og tage fat i potentielle problemer tidligt i processen, kan man undgå større udfordringer senere, hvor konsekvenserne ofte er både dyrere og mere tidskrævende. Min erfaring er, at en vis fleksibilitet og evne til at omstille sig også i en branche med mange faste rammer og regler er afgørende for at nå frem til gode og holdbare løsninger.
I dette eksempel har vi stået for eftervisningen af den stabiliserende stålramme, i en stor åben konstruktion. Rammen placeres i facaden af bygningen. Vi har udover selve rammen eftervist fastgørelserne til de omkringliggende konstruktioner. Her som samling til Limtræsdragere og fundamenter.
Forfatter: Ingeniør Niels Thorborg