Når man taler om kontinuitet, faglig stolthed og udvikling gennem tiden, er historien om familien Jensen et stærkt eksempel. Tre generationer fra familien Jensen var for nylig på besøg hos NKT i Asnæs for at se det omfattende byggeprojekt, som Ingeniørfirmaet J&P i dag er totalrådgiver på.
Besøget blev en helt særlig oplevelse, da både far, søn og barnebarn har været – og fortsat er – en del af byggeriets historie gennem mere end fire årtier. Det gav en unik mulighed for at opleve, hvordan fundamentet fra 1970’erne nu danner grundlag for højteknologisk produktion i 2020’erne.
Fra 1970’ernes byggeri til nutidens højteknologiske anlæg
I 1973 arbejdede Kaj Jensen som betonformand hos entreprenørfirmaet Larsen & Nielsen. Her var han med til at opføre hal 3, en central produktionsbygning i NKT’s kabelproduktion. Et par år senere, i 1977/78, deltog han igen som betonmand ved udvidelsen af hal 2.
Mere end 40 år senere bygger hans arbejde bogstaveligt talt videre – nu gennem næste generationer.
Bo og Rasmus bygger videre på Kajs fundamenter
Sønnen Bo Jensen og barnebarnet Rasmus Jensen har de seneste halvandet år arbejdet på opførelsen af et 15 meter højt CCV-tårn med en 200 meter lang produktionslinje til kabler, der skal bruges i forbindelse med vedvarende energikilder som sol og vind. Mange af punktfundamenterne til det nye tårn er direkte forbundet med de fundamenter, som Kaj i sin tid støbte i hal 3.
Ingeniørfirmaet J&P er totalrådgiver på projektet i tæt samarbejde med NKT. Det er et projekt med særlige krav, da bygningen skal rumme avanceret kabelproduktion og højt specialiserede maskiner.
Et af de største projekter i Ingeniørfirmaet J&P’s historie
Projektet er størrelsesmæssigt et af de mest omfattende projekter, Ingeniørfirmaet J&P har været totalrådgiver på. Vi står for hele rådgiverpakken: konstruktion, brand, installationer, bæredygtighed samt IKT-ledelse. Byggeriet er klassificeret som konstruktionsklasse 2 (KK2) og brandklasse 3 og 4 (BK3/4).
Samtidig er eksisterende produktionshaller blevet opgraderet. Nye produktionslinjer i hal 2 og hal 3 har krævet, at dele af de oprindelige gulve, som Kaj var med til at støbe, er blevet brudt op for at gøre plads til nye maskinfundamenter. I hal 2.1 er der støbt nyt, kraftigt gulv med kapacitet til belastninger op til 70 tons.
Betonresterne fra de gamle gulve er ikke gået til spilde – de bliver knust og genanvendt som nyt vejmateriale internt på fabriksområdet. På den måde lever Kajs arbejde videre i en ny form.
Teknik, tradition og udvikling samlet på ét sted
Byggeriet udføres rundt om eksisterende haller, og to nye produktionslinjer skal føres gennem bygninger, der stadig er i drift. Det kræver store præcisionsfundamenter til nye maskiner samt kompleks koordinering mellem gammelt og nyt byggeri.
Da Kaj besøgte byggepladsen, var han imponeret over både størrelsen på det nye anlæg og den betydelige armering, der er lagt i gulvet for at kunne bære de enorme belastninger fra moderne kabelproduktion. Armeringsmetoderne er i dag langt mere effektive end dengang – blandt andet anvendes ”rullenet”, som slet ikke fandtes, da han selv stod på pladsen.
Et generationsmøde i nye tider
Besøget blev rundet af i kantinen, hvor Kaj bemærkede, at man i dag ikke længere kan få en øl til frokost som i hans tid – et lille, humoristisk symbol på, hvordan tiderne har ændret sig.
Men én ting består: fagligheden, stoltheden og håndværket, der binder tre generationer sammen gennem byggeriet hos en af verdens førende kabelproducenter.





