You are currently viewing Færdiguddannet: Sinem fortsætter hos J&P

Færdiguddannet: Sinem fortsætter hos J&P

Ingeniørfirmaet J&P vil altid gerne have flere ingeniørstuderende, og en af disse studerende er den 25-årige Sinem Demirboga fra Vesterbro i København, som fredag den 5. august er færdiguddannet ingeniør. 

”Og vi er så heldige, at hun fortsætter her hos os. Hun er et naturtalent inden for statik, og vi glæder os til at være en del af Sinems udvikling. Hun kommer til at nå langt,” lyder skudsmålet fra direktør Bo Jensen, der ser det som en af J&P’s kerneværdier at være en del af uddannelsen af fremtidens ingeniører. 

Sinem Demirboga er også glad for at være færdig på DTU – og hun føler sig klar til at være en del af fremtidens J&P. 

”Jeg har altid haft interesse i bygninger, så der for var det arkitektretningen, jeg i første omgang tænkte på, men det virkede altså lidt for kedeligt, fordi jeg elsker at beregne og alt med tal i løbet af tiden i folkeskolen og gymnasiet – så tænkte jeg: ”Hvorfor ikke ingeniørverdenen?” så derfor blev det i sidste ende den retning, jeg tog,” fortæller Sinem Demirboga. 

Hun har nærmest fra dag et været glad for at være hos J&P. 

”Noget af det vigtigste er sammenholdet på kontoret. Vi kan joke med hinanden, selv om vi har travlt og er ret pressede med opgaver. Vi hjælper hinanden og lever ikke kun i vores egen lille verden, og den energi, der er der, den er fantastisk,” fortæller Sinem Demirboga og fortsætter med et smil: 

”Og så er vi mange unge på kontoret, så det bliver aldrig kedeligt. Der er glade mennesker, selv om man kommer ind klokken seks eller syv om morgenen.” 

Ifølge Sinem Demirboga er noget af det bedste ved faget at stå med et færdigt projekt, ikke fordi det er overstået, men fordi man har været en del af det. 

”At se det fysisk, at gå forbi det og være stolt over det og kunne vise det frem for alle andre og sige: ”Jeg har altså bidraget med noget”, det synes jeg bare, er fedt,” fortæller Sinem Demirboga. 

I sin fritid er Sinem Demirboga fodboldfan, hun elsker at male og så laver hun ”evighedsroser”, men alt sammen har været sat på standby i eksamenstiden. 

Fredag den 5. august giver hun kage til kontoret, når kollegerne hos J&P holder deres sædvanlige, hyggelige fredagskomsammen. 

”Jeg er glad for, at jeg fortsætter hos J&P, og jeg har jo allerede opgaver, som jeg fortsætter med at arbejde på, nu hvor jeg er færdiguddannet,” slutter Sinem Demirboga.